Hans J. Wegners Y-stol
Carl Hansen & Søn har i foråret introduceret en række nye farver på Hans J. Wegners Y-stol, her i blandt fire blå farvenuancer i “Ocean-serien” og fire farver under “Citrus-serien”, – farver som alle giver den klassiske Y-stol et friskt pust.
De malede Y-stole er fremstillet af bøgetræ fra bæredygtige, danske skove. Sædet er flettet af 120 meter papirgarn, som er specielt fremstillet til de nye farver på Y-stolene. Designet og valget af materialer gør, at Y-stolen er skabt til velvære, og den håndværksmæssige kvalitet sikrer, at Y-stolen holder i flere generationer.
Y-stolen blev designet af Hans J. Wegner i 1949. Og siden 1950 har Y-stolen været i produktion hos Carl Hansen & Søn. Y-stolen har i dag ikonisk status, ikke bare i Danmark, men over hele verden.
Y-stolen er Hans J. Wegners mest solgte stol, og med Y-stolens 60års jubilæum i år, inviterer Kunstindustrimuseet og Carl Hansen & Søn, alle entusiaster af Y-stolen til at dele deres personlige skildringer om Y-stolen.
Med indsamlingen ønsker Carl Hansen & Søn, sammen med Kunstindustrimuseet, at indsamle skildringer af Y-stolen fra hele verdenen. Skildringerne skal bruges til en særudstilling på museet til næste år.
Indsamlingen om Y-stolen sættes i gang den 1. september i år, hvor du kan bidrage med din personlige historie om Y-stolen i ord, billeder eller video.
På hjemmesiden wishbonestory.com, som åbner 1.september, kan du uploade din historie og skabe din egen plakat inspireret af Y-stolen. Fra den 1. november kan alle besøgende på hjemmesiden kommentere og stemme på deres favorit historie.
De to bedste historier om Hans J. Wegners Y-stol, præmieres med hovedpræmier, ligesom andre gode historier præmieres med flotte præmier. Vinderne belønnes med møbler fra Carl Hansen & Søn.
Dommerpanelet vil bestå af repræsentanter fra Kunstindustrimuseet, Dansk Design Center, Elle Decoration og Carl Hansen & Søn.
Her fra Mockin redaktionen ønsker vi alle held og lykke med konkurrencen!




Relaterede emner på mockin
- Ukendt CH468 Hans J. Wegner stol sættes i produktion
- Vind en Hans J. Wegner CH468 lænestol
- Fritz Hansen NAP stol
- Desirée designer stol fra 1954
- Bæredygtig designer stol




